Regler Madsby Pigecup 2023:
Regler er med udgangspunkt i regelsættet for DBUJylland, men suppleret med et par små-ændringer ved Madsby Pigecup:
8-mands:
Stævneregler :
Ved kampens start trækkes der lod om banehalvdel. Såfremt to hold har ens trøjefarve, skal sidstnævnte skifte trøjer. Der spilles med boldstørrelse 4. Spilletiden er 2 x 15 minutter Der er lige plads til et par minutters halvlegspause. Udskiftere meddeles dommeren inden kampen – udskiftning er tilladt under hele kampen, der må kun udskiftes ved spilstop og med dommerens tilladelse.
Spillets igangsættelse:
Begyndelsessparket er retningsfrit. Spillerne på det hold, der ikke giver bolden op, skal være min. 7 meter fra bolden, indtil den er i spil.
Målspark:
Ved målspark og frispark i eget straffesparksfelt skal modspillerne være uden for straffesparksfeltet og min. 7 meter fra bolden. Bolden skal ”på græsset” og sparkes ud helt som efter fodboldloven. Og det er ikke tilladt målmanden at samle bolden op ved forsætlig tilbagelægning, uanset om det er U-11, U-12 eller U-13/14/15 (se de anderledes regler for 5-mands).
Frispark:
Ved frispark skal modspillere være min. 7 meter fra bolden Alle frispark er direkte, dog vil frispark til det angribende hold i modstanders straffesparksfelt, som efter fodboldloven ville resultere i et indirekte frispark, medføre et direkte frispark udenfor straffesparksfeltet – tættest ved forseelsen.
Straffespark:
Straffespark tages 8 meter fra mållinjen og midt for målet. Øvrige spillere – bortset fra målmanden – skal være bag straffesparksmærket og min. 7 meter fra bolden.
Hjørnespark:
Modspillerne skal være min. 7 meter fra bolden.
I U-11 og U-12 tages hjørnesparket på et punkt på mållinjen mellem sidelinjen og feltet. I U-13, U-14 og U-15 tages hjørnespark ”helt ude fra hjørneflaget”.
Advarsel:
Tildeles en spiller en advarsel (gult kort) medfører dette en 5 minutters udvisning af spilleren.
Ekstra spiller på banen:
Det er i alle rækker tilladt at sætte én ekstra spiller på banen, så længe et hold er bagud med tre mål eller mere. For hver tre mål ekstra et hold kommer bagud, må der indsættes yderligere en spiller, som tilsvarende skal tages ud ved reducering
Antal spillere:
Et hold må bestå af et ubegrænset antal spillere gennem turnering, men der må højst benyttes 12 spillere i hver 8-mandskamp.
5-mands:
Næsten samme regler, dog med lidt ændringer:
Den største ændring i forhold til 8-mands: Det er tilladt målmanden at røre bolden med hænderne, når en spiller sparker eller kaster bolden til sin egen målmand, uanset hvorledes dette foregår.
Husk også: Afstandsregel er 5 meter i forhold til de 7 meter ved 8-mands.
Målspark:
Målspark og frispark i eget målfelt må udføres af målmanden som spark eller kast og det er derfor ikke udført, når målmanden bare har lagt holden på jorden.
Hjørnespark:
Udføres på et punkt på mållinien mellem målfeltet og sidelinien.
Antal spillere:
Et hold må bestå af et ubegrænset antal spillere gennem turnering, men der må højst benyttes 10 spillere i hver 5 mands kamp. Og vedr. ekstra spiller gælder det helt det samme som ved 8-mands.
11-mands:
Der henvises til turneringsreglementet for DBUJylland. Her er det tilladt i U-14 (laveste niveau) at sætte en ekstra spiller ind når man kommer bagud med 3 mål og ved Madsby Pigecup hvor man spiller U-14/U-15 som en række gælder det samme.
Et hold må bestå af et ubegrænset antal spillere gennem turnering, men der må højst benyttes 14 spillere i hver 11-mandskamp.
Eventuel advarsel i 11-mands er også 5 minutter.